Sporvogne i Dragør................Webmaster: Dines Bogø

Sydamager: Generelt ... Dines Bogø ... Sporvognen: Generelt


I 1995 udgav jeg en mindre bog med ovennævnte titel. Bogen blev solgt over hele Storkøbenhavn og på Sporvejsmuseet ved Ringsted.

Sporvogne i Dragør - Dines Bogø
Vogn 380 i Københavnske farver som linie 17 passerer Kinopalæet på Gl. Kongevej. Th. vogn 389, der også endte som sommerhus i Dragør.

Boghandlerne havde meget morskab af forsiden, som virkede som blikfang i vinduet. Som mange kunder sagde. Der har da aldrig kørt sporvogne i Dragør. Det sydligste på Amager var da Sundbyvester Plads og Formosavej!

Sporvogne i Dragør - Dines Bogø
Oprindeligt postkort. John Lundgren havde tegnet to Frederiksberg-motorvogne ud for det gl. Kinopalæ i 1921. Da bogen "Sporvogne i Dragør" blev lavet brugte han sin tegning som forlæg og vognnumre blev ændret, så det passede med de to vogne, der kom til Dragør.

Det viste sig, at der har været mindst seks sporvogne i Dragør. Enten anvendt som sommerhuse eller som legehuse.



Sporvognen på Nordstranden


En sporvogn, der stod på Nordstranden, fik et særligt dramatisk endeligt.

Sporvognen, der var i to etager, kørte oprindelig på Frederiksberg. En derboende broderihandler havde i 1933 købt en udrangerede sporvogn af Københavns Sporveje. Vogn nr. 380 var med en del besvær blevet transporteret til en nyanskaffet sommerhusgrund på Nordre Dragørvej 149.

Datteren Aase var meget spændt på det hele, da hun som 9-årig skulle med til Dragør. 1. salen var indrettet til hende, hvor hun havde sit eget værelse med udsigt til Øresund og den nærliggende lufthavn.

Hun kunne også se kirkerne i Store Magleby og Dragør og veninderne synes det var vildt spændende at besøge Aase og også kigge på de mange skilte, der stadig sad i sporvognen.

Sporvogne i Dragør - Dines Bogø
Da broderihandler Charles Uhrenholdt solgte familiens sommerhus i 1939 var vindeltrappen til 1.sal skjult af bevoksning.



Nye ejere


I 1939 blev sommerhuset solgt til en postkontrollør fra Sundby. Han kaldte sporvognen for "Linie 2" selv om den aldrig havde kørt på den linie.

Allerede i foråret 1943 blev sommerhuset solgt. Fabrikanten fra København, der købte grunden fik ikke meget glæde af det nyerhvervede sommerhus.

Tyskernes Luftwaffe udbyggede i 1943 Københavns Lufthavn helt til kommunegrænsen ved Ryvej og kort tid efter anlagde de rullebaner, permanente hangarer og felthangarer på markerne i Store Magleby syd for lufthavnen.

Hele området blev afpatruljeret af bevæbnede Værnemagtsoldater så mange sommerhusejere holdt sig væk.



Vagterne


De tyske vagter havde selvfølelig bemærket de mange tomme sommerhuse og to af vagterne blev fristet til at "låne" sporvognen.

De havde fredag den 12. januar 1945 inviteret to yngre damer fra København til et stævnemøde. For at gøre det lidt hyggeligt og ugenert havde de trukket gardinerne for vinduerne og i håb om at få lidt ekstra varme, havde de også tændt mange stearinlys.

Sporvognen var ikke isoleret så lysene blafrede og pludselig var der ild i gardiner og træværk.

Naboerne i villa "Ny-Bo" fortalte, at de pludselig så et lysskær og fire skikkelser, der spurtede hen over markerne.

Alle aviser var under censur, så det eneste, man kunne læse var, at et sommerhus var nedbrændt på grund "kortslutning i elinstallationen".

De to lokale kommunale brandvæsener mødte frem og det samme gjorde tyskernes fra deres brandstation på Kirkevej.

Sporvognen var total udbrændt. Resterne blev efter aftale fjernet af naboen. På grunden blev der ca. 20 år efter fundet forskellige metaldele, der havde siddet i sporvognen.

Sporvogne i Dragør - Dines Bogø
De 2-etages Frederiksberg-motorvogne, bygget i 1899, blev overtaget af Københavns Sporveje i 1919, hvorefter de blev malet gule.